Tirsdag bød på flere sager med væltede cyklister på Bornholm.
Det oplyser Bornholms Politi.
Om aftenen fik politiet en anmeldelse om, at en kun 10-årig dreng var væltet på sin cykel.
Det skete på Ndr. Jernbanesti i Rønne, hvor drenge var kommet kørende. Pludseligt havde en mand slået ud efter ham og det havde fået drengen vil at vælte.
Politiet ser alvorligt på sagen og har derfor udsendt et signalement af gerningsmanden.
Manden beskrives som 170 cm høj, iført sort hættetrøje og halsedisse samt mørke bukser.
Kom for langt over i modsatte kørebane
Tirsdag formiddag ved 11-tiden følte en 57-årig cyklist sig nødsaget til at trække så langt ud i siden, at han væltede, på grund af en modkørende bilist, der kom langt over i modsat kørebane på Kanegårdsvej ved Knudsker.
Ved ulykken kom cyklisten lettere til skade og hans nye cykel blev delvist ødelagt.
Bilisten fortsatte blot fra stedet uden at stoppe op, men cyklisten var dog ikke sikker på, at bilisten havde bemærket, at han væltede.
Politiet hører meget gerne fra føreren af en ældre mørkeblå hatchback, der var involveret i uheldet. Alternativt vidner der muligvis har overværet episoden.
Har man oplysninger i de ovenstående sager, så kan man ringe til politiet på tlf. 114.