Efter at have været på militærøvelse, valgte en 20-årig mand ansat ved Forsvaret, ifølge anklagen, at tage en håndgranat med hjem.
Det oplyser anklager fra Forsvarets Auditørkorps Christina Barnow til tv2.dk.
Den 20-årige bliver i dag kl. 13.00 fremstillet i grundlovsforhør foran en dommer, hvor han vil blive krævet varetægtsfængslet.
Grundlovsforhøret kommer formentlig til at foregå bag lukkede døre, hvorfor anklageren ikke kan komme med flere detaljer vedr. forholdet.
Hun kan dog fortælle, at den 20-årige vil blive sigtet for at have stjålet en håndgranat fra Forsvaret i forbindelse med en skydeøvelse 26. maj i Borris Skydeterræn.
– Han skal have besiddet den på bopælen frem til 4. august, siger hun til tv2.dk.
Risikerer fængsel i minimum 2 år
Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 192 a, hvorfor den 20-årige mand nu risikerer minimum 2 års fængsel for besiddelse af håndgranaten.
Hvordan den unge man er lykkedes med at stjæle en håndgranat, vil anklageren ikke komme ind på. Hun har heller ingen kommentarer til, hvilken stilling den unge mand besad på gerningstidspunket.
Det er endnu uvist hvordan den 20-årige forholder sig til anklagen.