Kl. 09.20 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Fårevejle for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, idet han i forvejen var frakendt kørekortet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Men rækken af sigtelser skulle vise sig at blive længere end det.
For den 41-årige blev bedt om at deltage i en narkometertest, og den gav udslag for lidt af hvert.
Kokain, amfetamin og methamfetamin
Tilsyneladende havde manden under kørslen været påvirket af adskillige euroforiserende stoffer.
I hvert fald gav testen udslag for både kokain, amfetamin og methamfetamin.
Testresultatet betød, at manden også blev sigtet for at køre narkotikapåvirket i bilen.
I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 41-årige udtaget en blodprøve til undersøgelse for euforiserende stoffer.
Manden vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.