Hvad der umiddelbart skulle have været en rutinekontrol af en bilist med lidt for meget fart på, udviklede sig torsdag aften til en regulær biljagt gennem Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Efter flere anmeldelser af den samme bilist i Aalestrup, der efter sigende kørte alt for stærkt, valgte politiet at sende en patrulje til området.
Og det tog ikke patruljen længe at spotte den anmeldte bilist. Og ja, han kørte alt for stærkt.
Men bilisten havde ikke i sinde at stanse sådan uden videre og flygtede i stedet fra ordensmagten med fuld fart på.
Flygtede med 190 km/t
I alt tog biljagten hele 45 minutter og til tider kom farten op på vanvittige 190 km/t. Det skete i øvrigt i en zone, hvor den maksimalt tilladte hastighed kun var 80 km/t.
Heldigvis lykkedes det til sidst patruljen at standse fartdjævlen uden at nogen kom til skade.
Det viste sig, at der var tale om en 50-årig bilist.
Ved nærmere undersøgelse kunne betjentene se, at bilisten ikke havde gældende førerret til personbil. En alkometer- samt narkometertest blev desuden udført grundet mistanke til påvirket kørsel.
Begge test viste dog, at bilisten ikke var påvirket af narkotika eller spiritus.
Da der var tale om hastighedsovertrædelser på over 100% af det tilladte med hastigheder over 100 km/t, blev bilisten yderligere sigtet for vanvidskørsel. Hans personbil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
Læs også: Chok! Glemte at låse sin bil i Grenaa – Pludseligt sad en mand på forsædet og onanerede