Retten i Holbæk varetægtsfængslede onsdag tre unge mænd, der alle er sigtet for at stå bag en række tilfælde af afpresning i Kalundborg hen over sensommeren og efteråret.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
De tre unge mænd er sigtet for at have afpresset adskillige personer i Kalundborg for ikke mindre end 36.000 kroner.
Der er flere ofre derude
Politiet er dog overbevist om, at der findes flere ofre derude, der bare ikke endnu er stået frem.
– Vi har efterforsket sagen gennem nogen tid, og det har været vanskeligt at få de forurettede til at stå frem. Det er vores indtryk, at de har været bange for at fortælle, hvad de har været udsat for. Vi tror også, at der kan være flere ofre derude, som vi endnu ikke har identificeret, siger politikommissær Richard Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortsætter:
– Så derfor vil vi gerne anmode alle, der muligt selv har været udsat for afpresning i Kalundborg, om at henvende sig til politiet og fortælle, hvad de ved.
Er man selv blevet udsat for afpresning eller har man andre oplysninger i sagen, så kan man kontakte politiet på tlf. 114.
Læs også: Røver med pistol slog til igen: 57-årig mand udsat for røveriforsøg i Kalundborg