En 27-årig kvinde fra Regstrup ville lørdag aften hæve 700 kroner i en hæveautomat på Smedelundsgade i Holbæk. Og pengene kom da også ud af automaten, men glæden for kvinden var kortvarig.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
For da kvinden kortvarigt bliver distraheret af et telefonopkald, og lader pengene sidde i automaten, så ser en ukendt gerningsmand sit snit til at tage pengene og forlade stedet.
Kvinden opdager hurtigt, at manden har taget pengene og råber ham derfor an. Det påvirkede dog ikke manden, der hurtigt forsvandt ud af syne.
Signalement af gerningsmanden
Nu udsender politiet en signalement af gerningsmanden.
Manden beskrives som:
– udenlandsk af udseende, 160-165 cm høj, mørkt hår, mørkt skæg og iført en sort vest med sort bæltetaske hængende over skulderen.
Politiet vil nu bl.a. ud fra videoovervågningen fra pengeautomaten forsøge at få identificeret tyven.
Oplysninger i sagen kan videregives til politiet på tlf. 114.