Et frækt butikstyveri udspillede sig onsdag omkring middagstid hos optikeren på Erritsø Bygade i Fredericia.
Det skriver Fredericia Dagblad.
To mænd kommer kl. 12.17 ind i butiken og 10 minutter senere forsvinder de i hast derfra med favnen fuld af solbriller til en samlet værdi af 32.000 kroner uden at betale, oplyser Sydøstjyllands Politi.
De tre gerningsmænd løb fra stedet i ukendt retning, men der findes videoovervågning af området og det er politiet nu ved at se igennem, forklarer vicepolitiinspektør, Finn Ellesgaard Nielsen og fortsætter:
– Er der nogen, der har set noget, vil vi meget gerne høre fra dem.
Signalement
Signalementet af de tre butikstyve lyder:
Den ene mand er 180 til 185 centimeter høj, kraftig kropsbygning og mørkt fuldskæg. Han vurderes til at være 30 til 35 år, og han er iklædt blå cowboybukser og en beige eller grå kasket. Han talte dansk med accent.
Den anden mand er ligeledes 30 til 35 år og 180-185 centimeter høj, almindelig kropsbygning og uden skæg. Han bar en sort kasket og en blå jakke med hvide striber.
Kvinden var 160 til 165 cm høj. Hun havde sort hår og var iført nederdel og hvide kondisko. Hun bar mundbind.
Har du oplysninger i sagen kan du kontakte politiet på telefon 114.