En kun 13-årig pige kom tirsdag aften omkring kl. 19.39 gående i krydset Lyngbygårdsvej/Toftebæksvej i Lyngby, da en fremmed mand pludseligt prøver at holde hende i hånden.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Den fremmede mands tiltag mod pigen stoppede dog ikke der. Efterfølgende spurgte han, om han måtte få hendes telefonnummer. Derudover forsøgte han at lokke hende med sig hjem.
Pigen fandt situationen yderst ubehagelig, hvorfor hun løb over til en kvinde, der ligeledes befandt sig på Lyngbygårdsvej.
Den fremmede mand forsvandt over mod nogle lejligheder på Lyngbygårdsvej.
Og nu vil Nordsjællands Politi naturligvis gerne i kontakt med manden og har derfor udsendt en efterlysning samt et signalement.
Manden beskrives som: ikke-etnisk dansk af udseende, mørk i huden, 30-45 år gammel, cirka 165-170 cm høj, almindelig af bygning, med sorte øjenbryn og grå skægstubbe. Talte dansk med accent.
Har man oplysninger i sagen, eller kan man genkende signalementet, så bedes man hurtigst muligt kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.
OBS: Følg facebooksiden “Alarm 112 – Lyngby” for at holde dig opdateret i sagen.