En 91-årig kvinde blev mandag mellem kl. 12-13 udsat for et frækt tricktyveri på Lyngby Hovedgade.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
En mand havde henvendt sig til kvinden og sagt, at han var fra hjemmeplejen.
Tilbød at komme på besøg
Derefter tilbød manden, at han kunne komme forbi på et besøg. Det afviste kvinden dog.
Imens lå kvindens pung på hendes rollator ved siden af.
Da manden var gået, tjekkede kvinden sin pung. Og her opdagede hun, at der var blevet stjålet kontanter fra den.
Signalement af gerningsmanden
Manden beskrives som: østeuropæisk af udseende, 30-40 år, spinkel af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Iført mørk jakke og sorte bukser. Talte dansk.
Hvis man har oplysninger i sagen, så kan man kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.
Signalementet er desuden blevet delt i facebookgruppen “Politiet Efterlyser“, hvor alle borgere er velkomne til at blive medlem. Her kan man følge med i de officielle efterlysninger, der kommer politikredse over hele landet.