En mystisk mand gik søndag eftermiddag omkring kl. 15 rundt på en villavej i Holte og filmede husene. Det mistænkelig adfærd blev spottet af en årvågen borger.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Da borgeren havde stoppet manden og spurgt ind til, hvorfor han filmede husene i området omkring Søvej, havde den mystiske mand svaret, at han blot var en turist.
Borgerne troede dog ikke på forklaringen og valgte at anmelde forholdet til ordensmagten.
Han var pist væk
En patrulje kørte til området for at undersøge sagen, men måtte til sidst opgive at finde manden med kameraet.
Politiet vil naturligvis gerne i kontakt med vedkommende og høre ham, hvilken interesse han har i husene på Søvej.
Den mistænkelige mand beskrives som østeuropæisk af udseende, brun i huden med sort hår, 35-45 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning. Iført grå hue, mørkeblå mellemlang jakke, mørke bukser og lyse ruskindssko.
Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet på vej, så bedes man kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.
Læs også: 55-årig mand overfaldt poder i Holte: Ville have sin kviktest med hjem