Tirsdag aften havde to unge mænd valgt at placere sig i en bil ved Geddesøparken i Korsør, hvor de efterfølgende havde skruet voldsomt op for musikken.
Det blev til sidst for meget for en kvindelig beboer i området, der rimeligt nok bad dem om at skrue ned.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Men den venlige henstilling faldt ikke i god jord hos de to musikelskere. Tværtimod.
I stedet begyndte de to unge mæng at kaste sten efter den kvindelige beboer. Stenkasteriet krydrede de i øvrigt med at råbe diverse ukvemsord efter kvinden og afslutningsvis true med at komme og slå hende ihjel.
Politiet blev tilkaldt og kunne kort tid efter sigte begge de to mænd for trusler.
Det drejede sig om en 20-årig mand uden fast bopæl og en 21-årig mand fra Skælskør.