Mandag aften kl. 21.05 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i et hus, så strømmen var gået. Desuden var føreren af bilen løbet fra stedet med en forfølger bagefter.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet kørte hurtigt til uheldsstedet på Rørvigvej ved Tunøvej og kunne konstatere, at føreren nu var til stede, så politiet kunne foretage anholdelse af en 39-årig kvinde fra Rørvig.
Kvinden blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen, så der blev taget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldet, og den 39-årige var selv sluppet uskadt fra ulykken.
Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det ikke var strømforsyningen i området, som var blevet påvirket af ulykken. En tilkaldt el-tekniker kunne lokalisere fejlen til en påkørt internetskab, hvortil strømforsyningen blev afbrudt på grund af beskadigelserne på skabet.
OBS: Følg facebooksiden “Alarm 112 – Odsherred” og hold dig opdateret.