Søndag aften kørte en personbil og en varebil frontalt sammen på Dalumvej i Suldrup. Heldigvis kom ingen af personerne i bilen til skade ved sammenstødet, men uheldet får alligevel alvorlige konsekvenser for en 19-årig ung mand.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Da politiet ankom til ulykkesstedet, kunne de nemlig fornemme, at den 19-årige var påvirket. Patruljen valgte derfor at bede den 19-årige om at deltage i en narkometertest.
Testen gav udslag
Og desværre blev betjentenes mistanke bekræftet, da narkometeret gav udslag for, at den unge mand havde indtaget euforiserende stoffer forud for kørslen.
Politiet valgte på den baggrund også at ransage den 19-åriges bil.
Her fandt politiet intet mindre end 9,03 gram kokain og 12,18 gram amfetamin. Derudover fandt de et ulovligt kanonslag.
Formodet narkosælger
Yderligere bevismateriale i køretøjet tydede desuden på, at bilisten var narkosælger.
Politiet sigtede og anholdt efterfølgende den 19-årige for narkopåvirket kørsel, salg af ulovlig narkotika samt brud på fyrværkeriloven. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Den 19-årige kan nu se frem til et retsligt efterspil.