Mandag kl. 12.46 blev en 63-årig mand fra Hillerød ringet op af en ukendt mand, som udgav sig for at være i gang med at lave en brugerundersøgelse om indbrud.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Manden i den anden ende af røret begyndte derefter at spørge ind til den 63-årigs hjem og om det var indbrudssikret.
Den 63-årige mand blev dog hurtigt mistænksom i forhold spørgsmålene og konfronterede den ukendte mand med dette.
Herefter blev samtalen blev afsluttet af modparten.
Ved et efterfølgende opkald til nummeret kunne det konstateres, at dette ikke længere var i brug, hvorfor der formentlig var tale om et forsøg på at lokke oplysninger ud af den 63-årige mand.
Advarsel fra Nordsjællands Politi
I forbindelse med ovenstående episode kommer Nordsjællands Politi med en advarsel.
– Såfremt borgere oplever at blive ringet op af personer, som oplyser tilsvarende årsager til opkaldet, opfordrer Nordsjællands Politi til, at borgerne selv ringer til den virksomhed, der refereres til, for at få opkaldet verificeret. Her er det vigtigt, at borgerne selv finder virksomhedens hovednummer og ikke ringer til et nummer oplyst af personen i telefonen eller til det nummer, der ringes fra. Derudover opfordres borgerne generelt til ikke at udlevere informationer om indbrudssikring i eget hjem til ukendte personer.