Man skal passe på med, hvem man lukker ind i sit hus eller lejlighed.
Det måtte en ældre herre fra Brønderslev sande, da han torsdag i sidste uge lukkede op for en mand, der udgav sig for at være en VVS’er, der skulle udføre varmekontrol i hans bolig.
Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
– Tricktyven var iført arbejdstøj og instruerede forurettede i at kontrollere nogle varmerør i køkkenet. Men da forurettede så sig om, var tricktyven forsvundet med et antal kontanter, som forurettede havde haft liggende i stuen, skriver Nordjyllands Politi.
Signalementet på tricktyven lyder: mand, 30-45 år, dansk talende og dansk af udseende, alm. af bygning, 180-190 cm høj, sort tøj, sort kasket eller hue og mundbind. Hvis du har set noget mistænkeligt, så ring 114 med oplysninger til politiet.
Sådan undgår du tricktyveri i hjemmet
Nordjyllands Politi har lavet en lille guide til, hvordan du kan mindske risikoen for at blive udsat for tricktyveri i dit hjem.
- Vær kritisk
- Anmod om vedkommendes ID
- Anmeld mistænkelige forhold til politiet
- Advar gerne din omgangskreds om den aktuelle tricktyv
Du kan læse mere om at undgå tricktyveri her: https://dkr.dk/tyveri/tricktyveri-i-hjemmet