En 44-årig mand er blevet anholdt i sagen om et to år gammel mord, der skete i et sommerhus ved Vesterlund i Give.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag formiddag.
– Sydøstjyllands Politi har i går omkring kl. 10.45 anholdt en 44-årig mand fra Horsens, der er sigtet for drabet på en 38-årig kvinde den 9. december 2019 ved et sommerhus på Skovbrynet i området ved Vesterlund i Give, skriver politikredsen i pressemeddelelsen.
Efterforskningen gav pote efter 2 år
Det drejer sig om mordet på 38-årige Iben Salling Syrik, der blev myrdet i et sommerhus ved Give tilbage i december 2019.
Den 44-årige mand fremstilles i dag kl. 10.00 i grundlovsforhør ved retten i Kolding. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Efterforskning af drabet har nu ført til, at den 44-årige mand er blevet anholdt og sigtet for at have dræbt den 38-årige Iben Salling Syrik.
Da grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre og der fortsat er tale om en igangværende efterforskning har Sydøstjyllands Politi ikke kommentarer vedr. sagen.
Nyheder+ følger udviklingen.