Torsdag mødte en 41-årig mand op på politistationen i Vordingborg. Her skulle han hente en knallert, der havde været til teknisk undersøgelse. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Så langt, så godt.
Manden var kørt derhen i bil og bakkede på et tidspunkt på plads ved stationen, så han kunne få læsset knallerten ind i bagagerummet.
Og her begynder det så at gå ned ad bakke for den 41-årige. For da manden henvender sig til en betjent, er der noget helt galt.
Testen afslørede manden
Den 41-årige lugter nemlig kraftigt af alkohol og det opdager betjenten med det samme. Af samme årsag bliver manden bedt om at deltage i en alkometertest.
Og testen viste da også, at han havde en promille, der var over det tilladte.
Den 41-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Han blev derefter kørt til sygehuset i Næstved, hvor der blev taget en blodprøve.