En 22-årig mand har formentligt fortrudt sit valg af værtshus, da han mandag tæt på midnat, forsøgte at sælge stoffer på den pågældende beværtning.
Det kan man læse ud fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis oplysninger.
For personerne på værtshuset var på ingen måde interesseret i at købe, hvad han solgte. Faktisk tværtimod.
Så i stedet for at takke ja til den unge mands stoffer, ja så blev der ringet efter politiet.
Kort tid efter stod der et par betjente på beværtningen, og det tog dem ikke lang tid at finde den unge mand ud fra det signalement, som de havde fået tidligere.
Den 22-årige havde en lille pose med 5,15 gram amfetamin på sig, så han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Politiet foretog en ransagning på hans bopæl, men der blev ikke fundet yderligere stoffer. Klokken 1.55 blev den 22-årige løsladt igen.
Vil du have flere historier fra Nykøbing Falster? Følg facebooksiden “Alarm 112 – Nykøbing Falster” og få dem serveret direkte på Facebook.