En formiddagsjoint i munden og så ellers bare derudaf. Det var tilsyneladende tanken hos en 33-årig mand fra Brøndby Strand.
Det kan man læse ud fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi døgnrapport fra weekenden.
Den 33-årig blev standset fredag formiddag, efter at han havde kørt temmelig hasarderet ad Sydmotorvejen ved Haslev.
Her kørte han blandt andet alt for hurtigt, overhalede indenom, kørte i nødsporet. Han kørte desuden midt i mellem to vognbaner.
Var i færd med at ryge en joint
Da politipatruljen fik standset den 33-årige, kunne betjentene konstatere, at han var i færd med at ryge en joint. Så ud over at blive sigtet for alle færdselslovsovertrædelserne, blev han også sigtet for at køre i påvirket tilstand.
Men forseelserne stoppede ikke der. For det skulle nemlig vise sig, at den 33-årige slet ikke havde noget kørekort.
Og da det bestemt ikke var første gang, at han kørte bil uden at have førerret, blev han også sigtet for kørsel uden førerret og hans bil blev beslaglagt.
Den 33-årige blev taget med til politistationen til yderligere afhøring.
Læs også: Grov vold i Haslev: Flænge i hovedet og bevidstløs