Onsdag morgen blev der slået alarm, da flere bilister var blevet impliceret i et sammenstød i T-krydset Darupvej / Maglegårdsvej i Roskilde.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ingen af de implicerede parter var kommet til skade, men de implicerede køretøjer havde fået mindre materielle skader.
Ramte flere medtrafikanter
Det var en overhaling foretaget af en 19-årig bilist samt en venstresvingende 18-årig bilist, der var startskuddet til ulykken.
På uheldsstedet var der tæt trafik ad Darupvej i begge retninger, da en 19-årig mand fra Borup kørte i østlig retning ad Darupvej, hvor forreste bil i køen afventede fri passage for kørende i vestlig før svingning til venstre ad Maglegårdsvej mod nord.
Den forreste bil blev ført i østlig retning af en 18-årig mand fra Gadstrup, som efter tegn fra en modkørende fik mulighed for at begynde et venstresving mod Maglegårdsvej.
Under svingingen blev han pludselig påkørt på venstre forskærm af en bagfra kommende bilist, som viste sig at være den 19-årige mand fra Borup.
Han havde overhalet flere andre bilister i køen, inden sammenstødet skete.
18-årig kvinde og 42-årig mand blev også ramt
Herved mistede den 19-årige kontrollen over sin bil og stødte nærmest frontalt ind i en tredje personbil ført af en 42-årig mand fra København V ad Darupvej mod vest.
Dette sammenstød medførte, at en 18-årig kvinde fra Hedehusene i en personbil også blev involveret.
Var påvirket af cannabis og kokain
Den 19-årige deltog rutinemæssig i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis og kokain under kørslen.
Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet har optaget rapport om uheldet, hvor den 19-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet.