Det er ikke alle firmaer, der har lidt under krisen. BioNTech har netop offentliggjort deres kvartalsregnskab og det ser overordentligt fornuftigt ud.
Det skriver Avisen.dk.
BioNTech fremstiller sammen med Pfizer én af de absolut mest benyttede vacciner. Og når man sidder så tungt på markedet, så er det svært ikke at score kassen.
Af samme årsag kan BioNTech da også fremlægge et flot regnskab for andet kvartal, hvor både salg og indtjening var langt bedre end forventet.
Analytikerne havde forventet et salg på ca. 3,4 milliarder euro. Men BioNTech leverede et langt bedre resultat og overraskede på den front de fleste analytikere.
Et salg på hele 5,3 milliarder euro blev det til alene i andet kvartal. Eller hvad der svarer til ca. 40 milliarder danske kroner.
Nettoindtjening lød på gigantiske 2,8 milliarder euro, hvilket var 800 millioner euro mere end forventet.
Det flotte resultat kunne da også ses straks på aktiekursen, der strøg i vejret med 10%.
Direktøren for BioNTech kunne i øvrigt fortælle, at indtil videre ser det ud til, at deres vaccine også virker med blandt andre Delta-varianten, hvorfor der ikke er brug for videreudvikling pt.
– Det er muligt, at der i løbet af de næste seks til 12 måneder vil dukke flere varianter op, som vil kræve en tilpasning af vaccinen. Men lige nu er det ikke tilfældet, siger Ugur Sahin ifølge nyhedsbureauet AFP.