Efter præsentationen af virksomheden i Løvens Hule kunne fire ud af fem løver se sig selv som en del af virksomhedens ejerkreds, hvilket startede en regulær budkrig. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse torsdag aften efter showet.
Christian Arnstedt løb dog med sejren med et bud på 10 procent af virksomheden for 1,25 mio. Én af Arnstedts hidtil største investeringer som Løve siden sin debut i 2019.
Kapitalindsprøjtningen skal bl.a. bruges til at videreudvikle private label og indtage nye markeder i udlandet. Målet er en omsætning på 200 mio. kroner om blot tre år.
– Muscle House er et helt unikt team med en helt særlig baggrund. Det er første gang, vi har set den type profil i Løvens Hule, men jeg er meget glad for at investere ind i en gruppe tidligere soldater, der har gjort tjeneste for Danmark. Jeg glæder mig enormt meget til at arbejde med dem og føler mig meget privilegeret af at få lov til at være med på deres rejse. På det menneskelige plan har jeg også stor respekt for dem. De har formået at omsætte deres baggrund og deres tilbagevenden til dansk jord til en energi og et fokus, som jeg er meget imponeret af, siger Christian Arnstedt, CEO i Blazar Capital.
Det stærke venskab mellem de to stiftere blev skabt under udsendelsen til Afghanistan. Og det blev startskuddet for Muscle House, der startede som en fysisk butik i Horsens tilbage i 2014.
Kort tid efter blev der sat strøm til webshoppen, hvor pakkerne blev pakket og sendt fra butikkens baglokaler.
Meget vand er løbet under broen siden da og de nu i alt tre butikker i Horsens, Odense og på Nørrebro udgør et fint udstillingsvindue for Muscle House, selvom langt størstedelen af omsætningen på 55 mio. kroner i 2021 kom fra salg via nettet.
Salget genererede en bundlinje på 1,7 mio. kroner i seneste regnskabsår.