Der er ikke meget tvivl at hente hos Danske Spil, når det kommer til at spå om, hvem der efter valget sidder som borgmester i Fredericia.
Det kan man læse ud fra de odds, som spiludbyderen har sat.
Og hører man til den del af kommunen, der gerne ser den nuværende borgmester, Steen Wrist (S), beholde sin taburet, ja så kan man roligt glæde sig over Danske Spils forventning.
Skulle Steen Wrist (S) ende som borgmester efter valget, får man nemlig kun pengene 1,38 gange igen. Og det er lavt.
Den nuværende borgmester hører faktisk til blandet de borgmestre i landet, der sidder tungest på posten, hvis man tager Danske Spils odds for gode varer.
Skulle Steen Wrist miste posten som byens borgmester, så får man pengene næsten 3 gange igen.
Drama andet sted i landet
Omvendt drama er der at finde i Frederiksberg.
De har i 112 år haft en konservativ borgmester, men ifølge Danske Spil så står det til at blive en gigantisk valggyser, når stemmetallene begynder at tikke ind.
Rent faktisk hælder Danske Spil til, at nuværende borgmester, Simon Aggesen (C), ikke bliver genvalgt.
Hvordan det går i de to kommuner og i de resterende 96 kommuner, det får vi svaret på i løbet af natten og de kommende dage.