Der er jo ingen tvivl om, at det med at køre grønt, det er en politisk prioritet, men hvor grønt kører egentlig de enkelte kommuner?
De Danske Bilimportører har foretaget en undersøgelse, der afslører kommunernes grønne niveau, når det kommer til biler.
Direktør i De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, udtaler i den forbindelse:
– Det er en politisk prioritet, at flest mulige kilometer på vejene skal køres elektrisk, og salget af elbiler til private stiger måned for måned. Vores nye undersøgelse viser, at der er stor forskel på kommunernes bilflåder, når det gælder co2-udledning og sammensætningen af drivmidler.
Ifølge De Danske Bilimportørers undersøgelse kan det tydeligt ses, når kommunerne beslutter sig for en grøn indkøbsstrategi. Undersøgelsen har fokuseret på kommunernes bilpark, der er indkøbt indenfor de seneste to år.
Og tager man et kig på Trekantområdet, ja så ligger Fredericia Kommune helt i top med flere længder ned til nabokommunerne både Middelfart, Kolding og Vejle.
I Vejle er det f.eks. kun 2,9% af kommunens biler, der er grønne (el, plugin-hybrid, gas/brint).
I Kolding står det endnu værre til. Her er det kun 0,7% af bilerne, der ikke kører på diesel eller benzin.
Middelfart gør det bedre med 10,4% grønne biler.
Men Fredericia Kommune er områdets mønsterelev. Her kører hele 27,9% af bilerne på grøn energi.

Og det er ret godt gået. I sær når man kigger på landets samlede gennemsnit. For her er det kun 1 ud af 10 nyere biler, der kører på grøn energi. Fredericia Kommune gør det med andre ord næsten tre gange så godt som landsgennemsnittet.
Med kun få uger til kommunalvalget kan grønne kommunale biler også blive et punkt på kandidaternes politiske dagsorden.
– Vores undersøgelse viser, at ni ud af ti nyere kommunale biler kører på benzin eller diesel. På vej mod efterårets kommunalvalg ser vi det derfor som et oplagt tema at diskutere, hvilken bilpark man ønsker, og om man har tilstrækkelig med opladere til bilerne i kommunen”, slutter Mads Rørvig.
I Fredericia Kommune er der pt. 33 offentlige ladepunkter.