Hvad man dog ikke kan finde på en harelort. F.eks. kunne Karen Poulsen, der bruger alle sine vågne timer på at studere naturen på Samsø, kalde sig lidt af en heldig kartoffel, da hun netop på en harelort fandt den ekstremt sjældne svamp saccobolus caesariatus.
For det første, så er svampen så lille, at det i praksis ikke kan ses med det blotte øje. For det andet, så er det kun sket 14 gange i verdenshistorien, at nogle har fundet og registreret den lille bitte svamp.
Så at det lige skulle ske i Danmark – for første gang nogensinde – og så på Samsø, det er noget af en nyhed.
– Det var fantastisk stort. Min mand og jeg drak en flaske den aften, jeg fandt den – det hører sig vist til, siger Karen Poulsen til TV2 Østjylland.
Og ja, det første folk spørger Karen om, er naturligvis om hun har spist den.
– Det første folk spørger om, når de hører om mit fund er: Spiste du den? Det er lidt sjovt, når nu den er så lille, og den ovenikøbet sad på en harelort, udtaler hun til TV2 Østjylland.
Brugte zoom på smartphone
Og hvordan fandt Karen den så, nu hvor man ikke kan se den bare sådan uden videre?
Jamen, Karen brugte såmænd sin smartphone. Med den kunne hun zoome ind på harelorten og se, hvad der levede der af organismer.
Men selvom hun zoomede helt ind, så var hun stadig så meget i tvivl, at svampen blev nødt til at komme med hjem under mikroskopet.
Først der var hun sikker på, at hun havde fundet noget af en sjældenhed.
Optaget hos Danmarks Svampeatlas
Men for at blive et godkendt svampefund i Karens øjne, så skulle svampen lige forbi Danmarks Svampeatlas først. Og det kom den så.
Torsdag fik Karen Poulsen så svar. Og jo – den var god nok. Karen havde fundet den meget meget sjælden svamp som den første i Danmark.
– Den bliver nu fremhævet på svampedatabasens hjemmeside. På deres hjemmeside står den som en ny art, og nu indgår den i den fremtidige forskning, siger Karen Poulsen.
Stort tillykke skal lyde til Karen fra nyheder+.