Tvis Gårdbutik i Holstebro tilbagekalder pølser med produktnavnene “Hvidløgsgriller” og “Ost og bacon griller”.
Det oplyser Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.
Årsagen skyldes, at der er fejl i allergenmærkningen.
Begge produkter er solgt i Tvis Gårdbutik, Morrevej 12, 7500 Holstebro, Store Torv, Holstebro.
“Hvidløgsgriller” indeholder allergenet selleri, som ikke er fremhævet i ingredienslisten.

“Ost og bacon griller” indeholder allergenet sennep, som ikke fremgår af ingredienslisten.

Risiko ved indtagelse af produkterne
Vedr. risiko skriver Fødevarestyrelsen:
“Hvidløgsgriller” indeholder selleri. Forbrugere med allergi over for selleri kan få en allergisk reaktion, hvis de spiser produktet.
“Ost og bacon griller” indeholder sennep. Forbrugere med allergi over for sennep kan få en allergisk reaktion, hvis de spiser produktet.
Ifølge tvmidtvest, der har talt med ejeren, skyldes fejlen et computerproblem.
– Jeg ved godt, hvad allergener er, men på en eller anden måde er mærkningen faldet ud, forklarer ejeren Niels Godiksen.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller at kassere dem.