Når du er på ferie og handler i supermarkedet i f.eks. Frankrig, så finder du æggene på de helt almindelige hylder med madvarer – udenfor kølemontren som vi ellers gør i Danmark. Men hvorfor er Danmark det eneste land, hvor vi opbevarer æg på køl?
Danmark er det eneste land i EU, hvor fødevareproducenterne er tvunget til at opbevare æg ved en temperatur der ikke overstiger 12 grader. Men hvorfor? Det har TV2 fundet svaret på.

– Når vi siger, at æg skal opbevares ved maks 12 grader i butikker og andre fødevarevirksomheder, så er det, fordi det giver en bedre fødevaresikkerhed. Selvom der i dag er en meget lav risiko for salmonella i danske æg, så er det en risiko, som man skal tage alvorligt, forklarer dyrlæge Cristina Galliano fra Fødevarerstyrelsen afdeling ’Foder og Fødevaresikkerhed til TV2.
Hun forklarer endvidere, at selvom Danmark har en høj sikkerhed i forbindelse med at tjekke æg for f.eks. salmonella, så kan de ikke tjekke hvert eneste æg, der ender i supermarkederne.
– Vi har i Danmark et finmasket testprogram, men det er jo ikke hvert eneste æg, der bliver testet. Så der kan jo slippe noget igennem – og skulle det ske, så mindskes risikoen ved at sætte æggene på køl. Du kan kalde det at gå med livrem og seler, men hvis uheldet er ude, ved vi at der er stor risiko for, at folk bliver syge, siger Cristina Galliano til TV2.
Bromatolog og fødevareekspert Orla Zinck er heller ikke i tvivl.
– Det er almindelig sund fornuft. Helt generelt holder ting sig længere, når de er på køl. Så det er tåbeligt ikke at sætte dem på køl, siger Orla Zinck.
Én ting er, hvorfor fødevareproducenterne skal opbevare dem på køl. Men kan den almindelige forbruger opbevare æggene udenfor køleskabet, hvis de har lyst til det?
Ja, principielt. Men risikoen for bakterier forøges kraftigt. Problemet er nemlig, at når først æg har været kølet ned, så er det en god idé at de forbliver på køl.
Hvis æg bliver udsat for temperatursvingerne, skaber det fugtighed og det er noget som bakterier trives i.
Så ja – du skal opbevare dine æg på køl.
Men hvad med smør? Skal smør opbevares på køl eller må det stå i en beholder på køkkenbordet ligesom i gamle dage?
Artikel: Skal smør opbevares i køleskabet? Få det overraskende svar her