Det er altid spændende at besøge en auktion. Stemningen er høj og der bliver ind i mellem gjort nogle fantastiske handler.
Og nu kan du komme på en af de lidt mere eksotiske af slagsen.
Lokalpolitiet i Hjørring afholder nemlig auktion over diverse hittegods
På auktionen vil der være effekter som f.eks. cykler, knallerter, udsat bohave (forskelligt indbo fra f.eks. udsættelser fra lejeboliger) og tyvekoster, der af den ene eller anden årsag, ikke har kunnet finde hjem til rette ejere.
Hvis det lyder som noget for dig, så sæt kryds i kalenderen lørdag d. 9. oktober fra kl. 10.00.
Fra kl. 10 er det nemlig muligt at gennemse effekterne, så du ved, hvad du senere skal byde på.
Selve auktionen starter kl. 11.00.
Adressen til arrangementet er Frederikshavnsvej 82-86 i Hjørring (ved siden af Padel Club).