Du var sikkert lige ved at vende dig til at bruge dit NemID. Men nu kan du altså glemme alt, hvad du har lært, for fra og med i dag begynder indfasningen af det nye MitID.
Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I dag tages der hul på en meget stor omlægning af det digitale Danmark, når de første NemID-brugere får besked i Digital Post og af deres bank om, at de nu kan få MitID.
MitID overtager NemID’s funktioner
MitID skal bruges til alt det, du er vant til at bruge NemID til, f.eks. at logge på netbank, borger.dk og kommunikere med det offentlige. Med MitID styrkes sikkerheden, så det også i fremtiden vil være trygt at benytte sit digitale ID på nettet.
– Med MitID styrker vi det digitale Danmark og sikrer, at vi fortsat kan færdes trygt på nettet med vores digitale ID. Nu begynder overgangen til MitID, hvor flere end fem millioner borgere over de kommende måneder skal begynde at tage det nye ID i brug – og det skal være en tryg oplevelse for alle. Derfor får alle NemID-brugere i disse dage et brev i Digital Post, hvor de får at vide, hvad de skal gøre for at få MitID, ligesom der vil være grundig information og hjælp at hente i overgangen til hele Danmarks nye digitale ID.
Det udtaler Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, der sammen med bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, udgør partnerskabet bag MitID.
Tusinder har testet systemet
Flere tusinde personer har siden juni testet det nye system og det skal være med til at gøre systemet endnu mere sikkert og trygt at bruge fra start.
– MitID er det største offentlig-private it-projekt til dato, og at få alle NemID-brugere over på MitID er en stor opgave, som vi går til med ydmyghed, siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.
Med det nye MitID kan man logge på sin netbank og offentlige selvbetjeningsløsninger som eksempelvis skat.dk, borger.dk og sundhed.dk.
I de kommende måneder vil en lang række organisationer og virksomheder blive koblet på løsningen, så man fremover kan bruge MitID til endnu flere private og offentlige tjenester på nettet.
Du skal ikke smide dit NemID ud lige med det samme
Overgangen til MitID sker over en længere periode og man skal derfor ikke smide sit NemID ud lige med det samme. Man skal nemlig stadig bruge det enkelte steder, indtil alle offentlige og private virksomheder er kommet med på vognen.
Alle NemID-brugere får i løbet af de kommende måneder direkte besked via netbank, mobilbank eller Digital Post, når det er deres tur til at få MitID.